At Skagen er blevet en arkitektonisk perle, skyldes for en stor del de arkitekter, der, gennem årene, har tegnet mange af husene i byen.
Ulrik Adolph Plesner
Ulrik Adolph Plesner er en af de kendte danske arkitekter, der, gennem mange år, satte sit arkitektoniske præg på Skagen, og det er stadig med til at gøre byen til en attraktion.
Plesner blev født den 17. maj 1861 i Vedersø præstegård, og døde den 22. november i Skagen, hvor han ligger begravet på Skagen Kirkegård. Han fik afgang fra kunstakademiet i 1893, og blev tildelt Stoltenbergs legat i både 1901 og 1902. Han foretog studierejser til Italien, Grækenland og England fra 1900-1902. Fra 1911-29 var han medlem af akademirådet, fra 1917-1920 censor ved Charlottenborg Forårsudstilling, og i 1928 blev han udnævnt til Dannebrogsmand. Allerede tidligt fik han betydning for Skagens arkitektur. Han var i 1891 konduktør ved opførelsen af det nye fyr i Højen. Han var indkvarteret på Brøndums, der havde behov for at udvide kroen. Plesner tegnede udvidelsen, og det blev starten på en livslang tilknytning til Skagen og de kunstnere, der var i byen.
Skagen Museum, der blev opført i 1928, er tegnet af Ulrik Plesner. Havnemesterboligen, der også er tegnet af Plesner, regnes mellem de bedste af Plesners arbejder. Den er inspireret af den byggeskik, der var på hans hjemegn. Da Skagen Kirke blev ombygget og stod færdig i 1910, var det efter et samarbejde mellem Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll, der var var nær ven til ham. Da Plesner stod for komponisten Håkon Børresens sommerhus i Skagen, medvirkede Bindesbøll også. Plesner, der opholdt sig meget i Skagen, tegnede gennem årene 3 udvidelser til Brøndums Hotel. Da Krøyer i 1894 skulle leje overplantørboligens østre længe, blev det Plesner der skulle istandsætte den. Han tegnede også, i 1897, Krøyers hus i København. I 1894 tegnede Plesner en udvidelse til Anchers hus. En udvidelse der først blev lavet ca. 20 år senere. Skagen brugte Plesner som rådgiver i bygningsspørgsmål.
Da Plesner tegnede kong Chr. Den X. sommerbolig, Klitgården, tegnede han den trelænget. Den blev indviet i 1914. Skagen Sygehus, der blev opført i 1916 er tegnet af Plesner, ligesom Skagen Bank, en ombygning af Skagen Station og mange andre bygninger i Skagen. Ca. 50 bygninger i Skagen har han stået bag, og har derved virkelig sat sit arkitektoniske præg på byen, selv om ikke alle bygningerne stadig eksisterer.
Thorvald Bindesbøll
Thorvald Bindesbøll har også sat sit præg på Skagen, om end slet ikke i samme omfang som Plesner.
Thorvald Bindesbøll blev født den 21. juli 1846 i København, og døde den 27. august 1908 på Frederiksberg. Han var en arkitekt og kunsthåndværker med sin helt egen stil. Blev færdiguddannet i 1876. Selv om han aldrig modtog rejsestipendier eller legater, formåede han alligevel et par gange at komme til Italien og Paris. Han betragtes som en af Danmarks største ornamentale kunstnere, og er et ikon indenfor formgivning. I Skagen er han især kendt for de berømte Fiskepakhuse. De blev opført fra 1905-1907, og fungerede oprindeligt som pakhuse for egnens fiskere. Pakhusene er bygget efter inspiration fra Tyskerbryggen i Bergen. Nu om dage benyttes de bl.a. som restauranter. Det er her Skagens berømte Fiskerestaurant har til huse.
Jens Anton Haunstrup
Jens Anton Haunstrup blev født den 4. juni 1862 i Varde, og døde den 11. januar 1926. Han studerede ved kunstakademiets arkitektskole, og blev i 1892 ansat hos stadsarkitekten i København. I Skagen er han kendt som arkitekten bag Kappelborg Skolen, nu Kulturhus Kappelborg. Der var ønsker om at samle skolerne, som der var 3 af i byen. Til formålet havde kommunen allerede erhvervet en grund, og i 1899 kom man så i kontakt med arkitekt A. Haunstrup, som udarbejdede tegningerne til skolen, og i 1901 stod skolen klar. De følgende 20 år kom Haunstrup til at præge Skagens skolebyggeri.
Christian Fredrik Hansen
Christian Frederik Hansen var født den 29. februar 1756 i København, og døde den 10. juli 1845. Han var klassicistisk arkitekt, kgl. hofbygmester, professor og direktør for Kunstakademiet. Han regnes for en af de væsentligste arkitekter i danmarkshistorien. Han var arkitekten bag tegningerne til Skagens Kirke, da man i 1841 indviede en ny kirke i Skagen. Den blev i 1909-10 ombygget af arkitekten Ulrik Plesner, og kirkens interiør blev skabt i samarbejde med Thorvald Bindesbøll.
Thorvald Jørgensen
Thorval Jørgensen var født den 27. juni 1867, og døde den 15. maj 1946. Han blev færdiguddannet arkitekt i 1889. I 1891 vandt han et rejselegat, som gav ham mulighed for et længere ophold i Tyskland og Italien i 1893-95. I Skagen var han arkitekten bag tegningerne til Lauritz Tuxens hus. I 1905 stod Skagen Apotek færdigt, bygget efter en tegning af Thorvald Jørgensen, ligesom flere andre huse i Skagen er tegnet af ham. Bl.a. blev Grenen Badehotel, der blev indviet i 1902, tegnet af Thorvald Jørgensen.
Carl Frederik Schiøtz
Carl Frederik Schiøtz var født den 6. december 1878, og døde den 1. april 1957. Udover at være en kendt dansk arkitekt, er han også kendt for at være far til den store danske sanger Axel Schiøtz. Carl Schiøtz er manden bag tegningerne til elektricitetsværket, der åbnede i 1918. Det er nu blevet til Skagen Bryghus.
Hack Kampmann
Hack Kampmann var født den 6. september 1856, og døde den 27. juni 1926. Udover at være arkitekt, var han også kongelig bygningsinspektør og professor i arkitektur, og desuden var han maler. Han var færdiguddannet arkitekt i 1878, og fra 1882-83 studerede han i Paris. Han foretog mange studierejser til bl.a. Italien, Holland og Grækenland. Hack Kampmann leverede tegningerne til Skagen Toldkammer, der stod færdigt i 1908.
Niels Sigfred Nebelong
Niels Sigfred Nebelong var født den 14. oktober 1806, og døde den 9. oktober 1871. Han var udover at være arkitekt også justitsråd og stadsbygmester i København. Han studerede i udlandet. Bl.a. rejste han i Italien, Grækenland og Frankrig. N. S. Nebelong tegnede Det Grå Fyr i Skagen. Det blev opført i 1858.
Jørn Oberg Utzon
Jørn Oberg Utzon var født den 9. april 1918 i København, og døde den 29. november 2008. Han er blevet verdenskendt som arkitekt for at tegne Sydney Operahus. I 2003 modtog han Pritzker Prisen. Fra 1947-49 var Utzon i henholdsvis Marokko, USA og Mexico. Mellem værker af Utzons Associates er Skagen Odde Naturcenter, der er opført i 1989, under ledelse af sønnen Jan Utzon.
Skagens Arkitektur
Også andre har, gennem tiderne, sat deres arkitektoniske præg på Skagen. Allerede i 1747 stod Phillip De Lange bag opførelsen af Det Hvide Fyr. Georg Nielsen tegnede Byfogedboligen, som blev opført i 1831, og Julius Berg, der var født i Skagen i 1886, stod bag mange villaer i byen. Ejner Berg, der bl.a. arbejdede ved den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier, blev manden der tegnede Skagen Rådhus, som i 1970 blev fredet. Så Skagens arkitektur er, gennem årene, blevet præget af mange dygtige arkitekter.
