
”Der er langt til Skagen” er en sætning man ofte hører fra folk, når de besøger Skagen. Heldigvis er det nemt at komme hertil både med tog og bil eller ad søvejen med lystbåd. Sådant har det imidlertid ikke altid været.Skagen ligger midt på havets motorvej, og har derfor aldrig været isoleret. Søvejen har været brugt som handelsvej gennem mange hundrede år. Grenens spids var det sted, hvor vejen til Norge var kortest, og arkæologiske fund sandsynliggør, at skibstrafikken mellem Grenen og Norge allerede eksisterede i stenalderen. Kontakten til Norge spillede en stor rolle for Skagen.
Da Skagensmalerne i 1800 tallet kom til Skagen, var turen til byen lang og besværlig. Al transport til og fra Skagen foregik med hest og vogn i vandkanten eller ad søvejen. Inden 1907 var der ikke en havn, hvor større skibe kunne lægge til, så mens skibene lå ankret op ud for kysten, blev passagererne hjulpet over i mindre både, der sejlede dem i land.
Vejen fra Ålbæk til Skagen
Ålbækvejen til Skagen var i starten af 1900 tallet i så elendig en forfatning, at den var berygtet for det. Når sommergæsterne tog turen til Danmarks største og mest mondæne badested, kunne de, uden problemer, komme så langt som til Ålbæk på en udmærket vej. Men når de så ville videre fra Ålbæk til Skagen, startede udfordringerne. Selv om der allerede i 1867 var kommet en ny vejlov, var problemerne kun blevet værre. Al færdsel var nærmest umulig. Mange biler gav op, og kørte fast på turen til Skagen, og det kunne tage mange timer at grave dem fri fra mudderet igen.
At vejens tilstand var rygtes, kunne blandt andet ses, da en københavnerbil, der var i byen, kørte rundt med en skovl bundet fast til bilen. Da den første bil blev indregistreret i Skagen i 1913, var det nærmest umuligt at komme fra byen med den. Før første verdenskrig havde der fra motorcyklister og bilister været mange protester over vejens ubrugelige tilstand. Først i 1929 begyndte der at ske noget. Skagen kommune havde 40 mand i gang med vejarbejdet, og 2 år senere var en farbar vej mellem Skagen og Ålbæk, klar til indvielse.
Jernbanen til Skagen
Klik på billedet for at se større version
Indtil 1890 gik jernbanen kun til Frederikshavn. Ville man videre fra Frederikshavn til Skagen, kunne man komme med ageposten. Ageposten var en vogn, der blev trukket af heste.I starten af 1880’erne begyndte man at indse nødvendigheden af jernbane mellem Frederikshavn og Skagen. Hverken Amt eller Indenrigsministeriet var dog ikke specielt interesserede i projektet. Efter at 395 af byen borgere havde skrevet under på en underskriftsindsamling om at få en jernbane, blev en delegation fra kommunen sendt til indenrigsministeriet for at søge hjælp.
Da forslaget om baneanlægget i 1889 var vedtaget i Rigsdagen, blev det ingeniørfirmaet Glud, Werner og Winkel, der kom til at stå bag arbejdet med banen. Efter en energisk indsats af anlægsarbejderne, kunne Skagensbanen, efter mindre end et år, indvies med stor festivitas den 24. juni 1890. Nu blev rejsen mellem Frederikshavn og Skagen både enklere og mere behagelig.
Efter banen indvielse i 1890, blev den overført til A/S Skagensbanen, der var stiftet til formålet. Skagensbanens første stationer fra 1890 blev tegnet af Thomas Arboe. I 1924 tegnede Ulrik Plesner nye stationsbygninger til banen.
Jernbanen blev så stor en succes, at den i 1924 måtte ombygges. 10-12 afgange i begge retninger om søndagen, nåede man op på i 1931. I 1960-1975 var det igen tid til at forny sporerne, og igen i 2003-2004. Fra 1890-1930’erne kørte der damplokomotiver på Skagensbanen. I 1935 erhvervede Skagensbanen et diesellokomotiv. Fra 1950-1960 blev der flere diesellokomotiver, og efterhånden blev damplokomotiverne overflødige. I 1968 ankom de første Y-tog til Skagen, og i 2005 blev der indsat nye disiro togsæt på Skagensbanen.
Da landevejen mellem Ålbæk og Skagen i 1932 var blevet farbar, søgte Skagensbanens driftsbestyrer koncessionen på rutebilskørsel til Skagen. I maj 1933 begyndte de første rutebiler at køre turen, og i 1949 erhvervede Skagensbanen sig nye busser til at befordre passagerene mellem Frederikshavn og Skagen på de afgange, hvor der var få passagerer. Nu er busserne ikke i drift mere, og Skagensbanen benytter kun af togdrift.
Færgefart til Skagen
Der har været færgeforbindelse mellem Skagen og Moss i Norge. Det varede dog kun en kort tid. Færgeruten startede den 15. maj 2004, og allerede den 1. oktober 2004 lukkede ruten ned. Det var det norske rederi Saga Line, der, efter kun ca. et halvt år, løb tør for penge, og derfor indstillede sejladsen. Herved mistede en håndfuld ansatte i Skagen deres job, og Skagen Havn en betydelig indtægt. Også byens erhvervsdrivende blev ramt, da færgeruten lukkede. Den havde, bare i juni, fragtet 23.000 gæster fra Norge til Skagen.
Nu er det Hirtshals og Frederikshavn, der har færgeanløb. Vil man videre til Skagen er det med tog, bil motorcykel eller med cykel, som rigtig mange tilrejsende fra blandt andet Sverige og Norge vælger. For cyklisterne er der en rigtig fin cyklesti mellem Frederikshavn og Skagen, og også mellem Hirtshals og Skagen, er der gode cykleforhold.
Søvejen til Skagen benyttes stadig
Klik på billedet for at se større version
Der er rigtig mange fiskefartøjer og fragtskibe, der anløber Skagen Havn. Og selv om der ikke er færgeruter til Skagen, betyder det ikke at der ikke kommer turister til byen af søvejen. Skagen ligger ideelt på ruten mellem de norske fjorde, København og Baltikum. Derfor vælger mange krydstogtsskibe, at bruge Skagen som transitstop. Cruise Skagen Danmark er et samarbejde mellem Frederikshavn Kommune, Skagen Havn, Skagen Turistforening, Skagen Handelsstadsforening og Saga Shipping Skagen. Det startede med henblik på at få krydstogtsskibe til at komme til Skagen. Cruise Europa har også Skagen Havn mellem de ca. 100 krydstogtshavne, der er medlemmer. Krydstogtsskibene ankrer op på Reden ud for havnen, hvorefter passagerene sejles ind til Skagen i mindre tenderbåde. I 2014 forventes omkring 10 krydstogtsskibe at lægge vejen forbi Skagen.
Hvert år er der også rigtig mange af de turister der kommer til Skagen, der anløber Skagen Havn med deres lystbåde.
Så selv om der stadig ” er langt til Skagen”, er det nu både nemmere og hurtigere at komme hertil, så det føles ikke så langt, som i gamle dage.
