Selv om der var gået nogle år, havde jeg bestemt ikke glemt Skagen. Jeg havde ikke opgivet tanken om at komme til at arbejde på Skagen Sygehus. I mellemtiden blev det desværre nedlagt. Jeg så, at der var job ledigt i hjemmeplejen her. Det søgte jeg så og var heldig, at få det. Jeg husker tydeligt de første morgener i Skagen. Køreturen hertil, når man nåede nord for Hulsig og lyset, der bare blev stærkere når Skagen nærmede sig. At færdes imellem og i de gamle huse gav ligesom en fornemmelse af historiens vingesus.

At være pendler til og fra Skagen var imidlertid ind imellem en udfordring. Man siger at alle veje fører til Rom. Det er som bekendt ikke tilfældet med Skagen. Der er kun en vej, der fører til Skagen. Glæden ved Skagen deler jeg jo med rigtig mange mennesker, der ofte kommer igen og igen til Skagen som turister. Det kunne derfor tage sin tid, at komme til og fra arbejde.

Efter nogle år, som pendler, valgte jeg så at flytte til Skagen. At være tilflytter kræver at man er aktiv i byen og livet her, hvis man vil blive en del af byen. Jeg blev medhjælper ved Festval, Træf på Toppen m.m. Det har sammen med mit arbejde i hjemmeplejen gjort, at jeg føler Skagen er blevet min by.