Lige da jeg startede i Skagen, var noget af det første, jeg lagde mærke mærke til, det helt specielle klare og stærke lys, der er her. Når jeg nærmede mig Skagen, kunne jeg se, hvordan det blev stærkere jo nærmere, jeg kom byen. Det er ikke uden grund, at området bliver kaldt for Lysets Land. Jeg forstår godt, at malere fra både ind og udland gennem tiden er kommet hertil for at lade sig inspirere og male.
For nogle år siden blev der lavet en musical om bl.a. skagensmalerne Krøyer, Ancher, deres hustuer Marie og Anna og digtermaleren Holger Drachmann. Musicalen handlede om deres liv i Skagen, og hed “Lyset over Skagen”. Det var den største danske musical, der var lavet udenfor København. Den blev opført i Skagenshallen i Skagen, og forestillingen tunerede desuden til mange byer rundt om i landet. Også København nåede den til. Jeg fik lov til, som frivillig, at sælge drikkevarer til publikum i pauserne. På den måde kunne jeg overvære det meste af musicalen flere gange, og var desuden inde at se den i sin helhed to gange. Det var en helt fantastisk oplevelse. Ikke mindst sangene, som blev sunget af bl.a. Maria Lucia, Caspar Phillipsen og Jesper Lundgaard. Sangene er iøvrigt udgivet på en cd. Forestillingerne rundt om i landet gav rigtig mange mennesker lyst til at se eller gense Skagen.


No Responses to “Skagen – Lysets Land”