Sommersæsonen er forlængst slut for i år. Badetøjet er gemt væk, grill og havemøbler sat ind, og urene er stillet til vintertid. Det har været en rigtig god sommer. Vejret har været helt i top, og turister i tusindvis strømmede hele sommeren til Skagen for at se og, for manges vedkommende, gense byen. Vejrguderne har også tilsmilet Skagen i sensommeren og det tidlige efterår. Der har været rigtig mange fine dage, hvor solen har skinnet fra en helt eller delvis skyfri himmel, til stor glæde for os, der bor her, og ikke mindst de mange turister, der vælger at besøge Skagen udenfor højsæsonen. Der har været rigtig mange arrangementer rundt om i byen. I det tidlige efterår var regentparret på besøg i Skagen i anledning ag byens 600 års købstadsjubilæum, og derefter har det ene arrangement afløst det andet. Bl.a. har der været afholdt en dragefestival. I skolernes efterårsferie, uge 42, har der, sædvanen tro, også været rigtig mange turister i byen. Også her har der været rigtig mange tilbud til både børn og voksne.
Som rigtig mange andre, der bor i Skagen, nyder jeg simpelthen når sommersæsonen allerede i april-maj starter, og Skagen begynder at syde af liv og glade mennesker. Nu må jeg så glæde mig til det igen bliver forår og sommer, og mindes de mange gode somre. I den forbindelse kom jeg til at tænke på en sommer, hvor en af mine kollegaer, af en turist, blev spurgt: ” Hvad laver i egentlig her i Skagen, når vi er taget hjem?” Min kollega kigger lidt på turisten, og svarer så: ” Vi laver det samme. Vi har bare lidt mere tøj på”.


No Responses to “Skagen udenfor sommersæsonen”